dinssslogo111-1.png

Testamente


Ved at oprette testamente kan du bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele, når du dør. Som nævnt kan man testere over ¾ af sine aktiver, hvis du er gift eller har livsarvinger, og hele arven hvis du ikke har nogen livsarvinger.


Et testamente skal være oprettet i en bestemt form for at være gyldigt. Testamentet kan oprettes som:

  • Notartestamente
  • Vidnetestamente
  • Nødtestamente 

Herudover gælder der regler for hvem der kan oprette testamentet og hvem der kan tilbagekalde et allerede oprettet testamente.

 
Den der opretter et testamente hedder testator.

 

Hvem kan oprette et testamente?
For at kunne oprette et testamente skal man som udgangspunkt være myndig, altså fyldt 18 år eller have indgået ægteskab. Herudover skal man være i stand til at handle fornuftsmæssigt.


Hvis man er mellem 15-18 år kan man oprette et testamente, men man kan kun råde over det, man efter myndighedsloven kan råde over. Eks. kan unge bestemme hvem der skal arve det denne har sparet op ved sit job.

 

Hvad er forskellen på de forskellige typer af testamenter?
Notartestamente:
Denne type testamente er den mest sikre form for testamente man kan oprette. Ofte vil det være en god idé at få advokatbistand for at få oprettet testamentet, så man er sikker på, at alle formaliteter er iagttaget.

 
Testamentet underskrives af en notar, som er en funktion under domstolene. Rent praktisk kontakter man dommerkontoret og bestiller en tid til at få underskrevet sit testamente. Man kan også bede notaren om at køre ud, hvis man af helbredsmæssige årsager har svært ved at komme ind på dommerkontoret. Her skal du dog være opmærksom på, at du skal dække notarens transportudgifter.

 

Inden testamentet kan underskrives, skal du dokumentere din identitet, ved at fremvise pas, kørekort eller andet identifikationskort med billede. Herudover skal du medbringe dit sygesikringsbevis eller personnummerbevis, så notaren kan se dokumentation for, at dit cpr.nr. er korrekt anført.

 

Ofte vil notaren gennemgå testamentet sammen med dig, for at være sikker på, at du forstår selve indholdet i testamentet og betydningen af oprettelsen. Dette er dog ikke noget de er forpligtet til at gøre.

 

Herefter skal du underskrive testamentet i 2 eksemplarer, hvorefter testamentet er gyldigt. Notaren beholder både originalen og genparten, og du får nogle dage senere tilsendt originaltestamentet forsynet med en notarialpåtegning, mens notarialkontoret beholder genparten. I notarialpåtegningen anfører notaren at du er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, at du selv har skrevet testamentet under, efter at du har erklæret dig bekendt med testamentets indhold. 

Det koster 300 kr. at oprette et notartestamente. Herudover vil det koste penge at få advokatbistand til at udforme selve indholdet.

 

Vidnetestamente:
Denne form for testamente oprettes for vidner. Der skal være minimum 2 vidner ved oprettelsen og underskrivningen af testamentet. Vidnerne skal være fyldt 18 år og være i stand til at forstå, at de er vidner for et testamente. Man kan ikke være vidne hvis man er tæt knyttet til den der opretter testamentet, i form af familiemedlem eller institution, eller hvis man selv står til at skulle arve efter testamentet.


Vidnerne skal skrive deres navne på testamentet, og samtidig underskrive en erklæring om deres bopæl, stilling, hvor og hvornår testamentet er underskrevet, at de var til stede samtidig, at de er vidner efter testators ønske og endelig at testator var i stand til at handle fornuftsmæssigt, altså at han eller hun er klar over konsekvenserne ved oprettelse af testamentet.  

I forhold til notartestamentet, koster det ikke noget at oprette et vidnetestamente.

 

Nødtestamente:
Som navnet antyder, er denne type testamente et testamente der oprettes i nødstilfælde, hvor testator er forhindret i at oprette et notartestamente eller et vidnetestamente på grund af sygdom eller andre nødstilfælde.

 
Det er også derfor, at et nødtestamente kun er gældende i op til 3 måneder efter den omstændighed der gjorde, at der ikke kunne oprettes et notartestamente, eller et vidnetestamente er væk. Eks. hvis du opretter et nødtestamente under et flys nødlanding, bortfalder testamentet 3 måneder efter flyet er kommet sikkert ned.
 

Der er ingen formkrav til et nødtestamente, da det netop er af nød det oprettes.

 

Tilbagekaldelse af testamenter
Hovedreglen er at et testamente tilbagekaldes på samme måde som det er oprettet, hvilket betyder at tilbagekaldelsen skal opfylde samme formkrav som da det blev oprettet. Dvs. har du oprettet et notartestamente, skal det tilbagekaldes via notaren. 

Nogle testamenter kan gøre uigenkaldelige, hvilket betyder, at testamentet ikke kan tilbagekaldes.

 

Hvis I er ugifte samlevende
Hvis man ikke er gift, arver man kun efter hinanden, hvis der er oprettet et testamente. Her kan man oprette det der hedder et udvidet samlevertestamente, hvorved man får mulighed for at arve efter hinanden, som om man var ægtefæller.  

Dette stiller den efterlevende part bedre end hvis der ikke oprettes testamente, da udgangspunktet er, at samlevende ikke arver efter hinanden.  

Denne form for testamente er et gensidigt testamente, hvilket betyder, at testamentet er oprettet sammen og derved gælder for begge parter. 

Der er nogle betingelser man skal opfylde som samlevende, for at kunne oprette et udvidet samlevertestamente: 

  • I skal opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab med hinanden, dvs. de må ikke være i familie osv.
  • I må ikke tidligere have oprettet et samlevertestamente, som stadig er gældende.
  • Ved dødsfaldet skal I leve sammen og have levet sammen under ægteskabslignende forhold i minimum 2 år eller have børn sammen, have haft børn sammen eller vente børn sammen.  



DinRetshjaelp.dk · Postboks 5134 · DK-8100 Aarhus C · Telefon: 70 22 93 30 · E-mail:
dr@socialeretshjaelp.dk